Belastninger og udviklingsmuligheder
Psykisk arbejdsmiljø dækker over en lang række forhold på arbejdspladsen, blandt andet arbejdets organisering og indhold samt forholdet mellem kolleger og mellem ledelse og medarbejdere. Det psykiske arbejdsmiljø har betydning for medarbejderens psykiske og fysiske helbred, selvopfattelse og sociale liv.
Arbejdspladsens psykiske arbejdsmiljø kan vurderes ud fra medarbejdernes:
- Risici for belastninger i arbejdet.
- Positive udviklingsmuligheder i arbejdet.
Om arbejdet påvirker medarbejderens psyke positivt eller negativt afgøres af balancen mellem:
- De krav, der stilles til medarbejderen.
- De ressourcer, medarbejderen råder over.
Indflydelse på eget arbejde spiller en vigtig rolle for, hvor sundhedsskadeligt eller – livsbekræftende arbejdet er.
10 gode råd til lederen
1. Mål - stil klare mål og klare krav til dine ansatte.
2. Udviklingsmuligheder – sørg for at dine medarbejderes færdigheder og viden bruges og udvikles med jævne mellemrum.
3. Arbejdets tilrettelæggelse – sørg for at dine medarbejdere har varierende arbejdsopgaver og oplever at være en del af en større sammenhæng. Det skaber mening og arbejdsglæde frem for at arbejde med opsplittede opgaver, der ikke hænger sammen.
4. Klarhed i arbejdsrollen - gennemfør forventningsafstemning, så din medarbejder ved hvad der forventes af ham/hende. Forventningsbrud er en af de største synder i forhold til konflikter.
5. Tydelig feedback på arbejdsresultater – giv feedback på dine medarbejderes arbejdsindsats og resultater, og motiver dem til yderligere engagement. Mangel på feedback opleves frustrerende og virker demotiverende på medarbejderens fortsatte arbejdsglæde og dermed præstation.
6. Samarbejde – vis omsorg for dine medarbejdere og tilbyd dem den relevante hjælp og støtte. Opfordre dine medarbejdere til en kultur, hvor man støtter hinanden og tilbyder sin hjælp, hvor der er behov for det.
7. Værdsættelse - skab sammenhæng mellem indsats og resultat. Oplevet betydning af opgaven for andre og for organisationen som helhed er en væsentlig faktor for medarbejderes trivsel og arbejdsglæde i modsætning til manglende viden om, hvordan ens indsats bidrager til helheden.
8. Indflydelse – giv dine medarbejdere indflydelse på mål, arbejdsfordeling, tilrettelæggelse og valg af arbejdsmetoder.
9. Social anerkendelse og gruppetilhørsforhold – Social kontakt/støtte og god kontakt til de nærmeste kolleger er en meget vigtig del af et godt psykisk arbejdsklima. Det modsatte - udelukkelse fra gruppen, for mange og/eller skiftende kontakter, splittelse og alliancer eller usikre eller modstridende normer inden for gruppen er meget destruktivt og foregår ofte i det skjulte.
10. Fysisk arbejdsmiljø – skab nogle sikre, attraktive rammer og giv mulighed for at medarbejderen blandt andet har adgang til forfriskninger.
Kilde: Arbejdstilsynets ’Håndbog om psykisk arbejdsmiljø’
Test dit arbejdsmiljø
Arbejdsmiljøinstituttet har udarbejdet et spørgeskema, hvor du kan teste dit psykiske arbejdsmiljø. Spørgeskemaet er udviklet til at dække alle brancher og alle niveauer på virksomhederne. Det er altså ikke specielt rettet mod franchisegivere, og du vil derfor måske opleve, at ikke alle spørgsmål er lige relevante. Dermed giver spørgeskemaet også kun en pejling på dit psykiske arbejdsmiljø. Hent den her
Det psykiske arbejdsmiljø Stor linkportal om psykisk arbejdsmiljø. Her finder du en masse informative artikler, pressemeddelelser og nyheder, blandt andet om den kreative og innovative arbejdsplads, fyringer, medarbejderpleje m.m.