Tænker du selvstændigt
Quick Guide
Forebyggelse af sygefravær

Sygefravær koster dyrt
Sygefravær har gennem de seneste 10 år haft stor samfundsmæssig interesse. En af
årsagerne er, at fraværet medfører store økonomiske omkostninger for såvel staten
som for den enkelte arbejdsgiver. De samlede omkostninger ved sygefraværet i stat,
amter, kommuner og private virksomheder udgør ca. 32 mia. kr. om året. Det svarer til 142.000 fuldtidsstillinger. Derudover har sygefraværet også store menneskelige omkostninger både for dem, der er ramt af fraværet og for dem, som er tilbage på arbejdet og skal klare arbejdsopgaverne uden de sædvanlige kolleger.

Ikke en privat sag
Gevinsten ved et reduceret sygefravær er stort, ikke bare for den enkelte, men i høj grad også for virksomhederne og samfundet som helhed. Et højt sygefravær er ikke bare en privat sag, dertil er omkostningerne for høje, både for den enkelte, for virksomhederne og for samfundet som helhed. For virksomhederne har sygefravær en negativ indvirkning på virksomhedens samlede præstation og dermed bundlinje.

Forebyggelse betaler sig
Det bedste resultat opnås naturligvis ved at forebygge, at fravær opstår. Det handler derfor om, dels at systematisere og effektivisere virksomhedens eget forebyggende arbejde og dels at få udviklet holdningen til arbejdsmiljøet og arbejdsmiljøarbejdet internt i virksomheden.


6 gode råd til virksomheden:

1. Få en politik for sygefravær. En sygefraværspolitik er virksomhedens udmelding til medarbejderne om, hvordan den håndterer sygefravær. Den kan give medarbejdere og ledelse en fælles opfattelse af sygefravær, og være med til at igangsætte en proces med at nedbringe sygefraværet på arbejdspladsen.

2. Inddrag medarbejderne. For at opnå det bedste resultat med en fraværspolitik er det vigtigt at inddrage medarbejderne. Det kan gøres på et fællesmøde, hvor holdninger og værdier drøftes - dilemmaer kommer frem og ideer og ønsker giver inspiration. Der kan gennemføres en trivselsundersøgelse for at kortlægge specifikke områder, der kan indgå i politikken.

3. Skab klare procedurer for fravær. Mange misforståelser kan undgås, hvis der er klare procedurer for fravær, og hvad der defineres som sygdom. Mange virksomheder forlanger lægeerklæring ved sygdom over 7 dage. Som noget nyt kontakter mange virksomheder medarbejderen allerede på den første sygedag for at høre om sygdommens karakter. Det kan være et godt redskab til at indlede en dialog med medarbejderen og dermed reducere yderligere fravær.

4. Før en sygestatistik. Sygefravær er forholdsvis let at registrere. Registreringen foretages for den enkelte medarbejder og omfatter de arbejdsdage, medarbejderen har været fraværende. Årsagstypen registreres, eksempelvis: almindelig sygdom, kronisk sygdom, akut skade, barns første sygedag m.m. Statistikken giver et samlet overblik over medarbejdernes fravær og kan bruges til at identificere indsatsområder til forebyggelse.

5. Trivselsundersøgelser og samtaler. Mange arbejdspladser har opnået gode resultater om sygefravær og fastholdelse af medarbejdere ved at gennemføre strukturerede samtaler om trivsel og sygefravær.

6. Følg op! Mange virksomheder begår den fejl, at de ikke følger op på de undersøgelser og initiativer, de foretager. Derfor bør virksomheden fastsætte delmål og faste tidspunkter for evaluering af de forskellige initiativer.

Kilde: Videncenter for arbejdsmiljø

Gode links:
Beskæftigelsesministeriet har lanceret en kampagne og bl.a. udgivet en folder ’Behandling af sygefravær er en sund forretning.’
Gå til kampagne sitet 


Test og find ud af, hvordan også dine holdninger og adfærd har indflydelse på medarbejdernes sygefravær. Testen giver dig et fingerpeg om, hvor god du er til at tackle fraværet. Test dig selv: Hvordan tackler du sygefravær?

GODE LINKS
Quick Søg





Nyhedsbrev
Her kan du tilmelde dig DFFs nyhedsbrev og modtage tilbud om bl.a. kurser, arrangementer m.m.