DFF_top_mand.jpg
Quick Guide
GUIDE TIL ETABLERING
Virksomhedsbeskatning


Når du har besluttet dig for at starte din egen virksomhed, skal du have ændret din forskudsregistrering hos skattevæsenet - også hvis du i en periode fortsætter som lønmodtager. Der gælder forskellige skatteregler, alt efter hvilken virksomhedsform du vil starte.

Selvstændig virksomhedsejer
Hvis du stopper helt som lønmodtager, har du ikke længere brug for dit skattekort, da du nu selv skal sørge for at betale skat og arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidraget).
Kommunen udskriver et antal girokort (B-skatterater), når forskudsregistreringen er ændret. Dem skal du betale den 20. i hver måned, bortset fra i juni og december.
Når kommunen beregner B-skatteraterne, tager den højde for det forventede overskud/underskud i det aktuelle år. Kommunen tager også højde for den A-skat og de bidrag, den tidligere arbejdsgiver har trukket i årets løb. Hvis du på forhånd ved, at indkomsten er negativ det første år, kan du helt eller delvist få tilbagebetalt din A-skat.

Lønmodtager med virksomhed
Hvis du fortsætter som lønmodtager og samtidig starter virksomhed, indregner kommunen den B-skat, der skal betales af virksomhedens overskud i din trækprocent. Du vil typisk få et nyt trækkort, som du skal aflevere til din arbejdsgiver.

Beskatning af virksomhed
Valget af virksomhedsform har afgørende betydning for, hvordan du beskattes.

Hvis du etablerer din virksomhed som personligt ejet, beskattes du af virksomhedens overskud. Du kan vælge mellem tre forskellige former for beskatning; Personskattereglerne, virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen. Hvis du vælger virksomhedsordningen, skal din privatøkonomi og virksomhedens økonomi holdes adskilt. Hvis du etablerer virksomhed i selskabsform, fx som ApS eller A/S, skal selskabet trække A-skat af den løn, du får udbetalt.

Personskattereglerne
Renteindtægter og renteudgifter indgår ikke i virksomhedens overskud, men beskattes som kapitalindkomst. Beskatning af kapitalindkomst er afhængig af størrelsen af kapitalindkomsten og varierer fra 37 % til 59 % ekskl. kirkeskat.

Reglerne i personskatteloven anvendes især af virksomheder, hvor indehaveren ønsker at hæve hele overskuddet til privat brug, og hvor der er få renteudgifter.

Virksomhedsordningen
Med virksomhedsordningen opnår du:

  • fuldt fradrag for renteudgifter. Det fulde fradrag har dels betydning, hvis du har forholdsvis store renteudgifter, samtidig med at den samlede personlige indkomst overstiger bundfradraget for topskatten, dels for beregningen af arbejdsmarkedsbidrag og særlig pensionsopsparing.
  • Mulighed for lavere a conto beskatning af ikke hævede virksomhedsoverskud. Du kan nøjes med at betale en a conto-skat på 30 % af det overskud, der er opnået i året. Forudsætningen er dog, at du ikke hæver hele overskuddet til privat forbrug. A conto-skatten kan bruges til at udskyde beskatningen af de overskud, som forbliver i virksomheden, ligesom den kan bruges til at udjævne gode år med dårlige år.Det giver en bedre konsolidering af virksomheden, end hvis du skulle betale personlig skat af hele overskuddet.

Hvis du vil have mulighed for at vælge virksomhedsordningen, skal du allerede ved begyndelsen af indkomståret adskille din private økonomi og virksomhedens økonomi.

Kapitalafkastordningen
I kapitalafkastordningen beskattes virksomhedens skattemæssige overskud før renter som personlig indkomst, mens virksomhedens renteindtægter og renteudgifter medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Der beregnes et kapitalafkast af virksomhedens aktiver. Kapitalafkastet fratrækkes i virksomhedens overskud og tillægges som positiv kapitalindkomst.

Kapitalafkastordningen indeholder en særlig konjunkturudligningsordning, hvor det er muligt at henlægge op til 25 % af årets overskud med en a conto-skat på 30 %.

Ens for de tre ordninger
Uanset valg af ordning skal din virksomhed betale arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag). Der er forskel på den del af indkomsten, bidragene skal betales af, i de forskellige ordninger.

Kilde: Startvaekst.dk


GODE LINKS
Quick Søg





Nyhedsbrev
Her kan du tilmelde dig DFFs nyhedsbrev og modtage tilbud om bl.a. kurser, arrangementer m.m.